Icekiid
Icekiid
I 2016 fik Danmark for alvor øjnene op for Jermyn Creppy alias ICEKIID, da singlen ‘Blondiner og Brunetter’ ramte de virtuelle hylder. ICEKIID har lynhurtigt cementeret sig som et af landets mest interessante nye talenter på den danske scene. Et sted mellem hiphop og afrobeat, mellem skarpslebne synth-akkorder og tropiske beats, mellem lyrisk tyngde og stilbevidst integritet, bevæger ICEKIID sig adræt. Siden ICEKIID udgav debut-EP’en ‘Afro Dansker’ samt en række singler, som tilsammen har streamet mere end 30 millioner gange på Spotify, har han vækket anmelderland med sit dansable og unikke udtryk.
Med singlen ’ErruDumEllaHvad’ har ICEKIID i 2020 overtaget internettet, din radio og dine streamingtjenester med et toplækkert beat og endnu et spændende genremixture. En sommerbasker, som matcher perfekt til villige dansefødder, kolde drinks og magiske sommerdage.
ICEKIID er født i Danmark i 1996. Han er således vokset op i Storkøbenhavn, men har ghanesiske rødder, som han dygtigt fusionerer ind i sin lyd. Når ICEKIID leverer live, er det med et tårnhøjt energiniveau. Han kan varme din vinter op, og akkompagnere din sommernat med ynde – derfor skal du holde skarpt øje med det unge talent.
United Stage – Officielt bookingbureau for ICEKIID.